FCM-træner før Legia-kamp: Det ser godt ud for os

Jess Thorup og FCM kan torsdag spille sig videre i Europa League, når midtjyderne møder polske Legia Warszawa.

221015JessThorup.jpg

FC Midtjylland kan torsdag aften i Polen, hvis alt falder ud til mesterholdets fordel, spille sig videre til 1/16-finalerne i Europa League.
    
Det kræver en sejr over Legia Warszawa, mens Napoli på udebane skal tage point fra Club Brugge.
    
FCM-træner Jess Thorup har efter en hård periode med fem nederlag i træk fået rejst sit hold, der har fået fire point ud af de seneste to kampe i den hjemliga Alka Superliga mod Esbjerg og OB.
    
Efter to store nederlag til Napoli føler Thorup, at hans spillere har rejst sig.
    
- Jeg føler helt klart, at vi er på vej i den rigtige retning, siger Thorup.
    
- Mange prøvede at fortælle os, at vi ville ramme en dårlig periode, men vi mente ikke selv, at den ville komme. Det gjorde den.
    
- Men jeg synes, at vi gav det helt rigtige svar mod Esbjerg (som blev slået 5-1). Vi præsterer måske ikke det, vi skal i Odense (1-1 mod OB), men overordnet ser det godt ud, siger FCM-træneren.
    
- Vi står med rigtig gode kort på hånden i det her gruppespil, og jeg forventer at se den opadgående formkurve fortsætte på banen mod Legia, siger Thorup.
    
Napoli har med fire gruppesejre allerede sikret sig adgang til forårets 1/16-finaler på et tidspunkt, hvor der resterer to gruppekampe. Italienerne har 12 point, mens FCM følger efter med seks point.
    
Club Brugge, der om to uger kommer på besøg i Herning, puster midtjyderne i nakken med fire point. Legia Warszawa har et enkelt point.
    
Torsdagens kamp begynder klokken 21.05.
    
/ritzau/