FCM-træner: Fart og timing skal give sejr over OB

FC Midtjyllands cheftræner forudser en svær kamp fredag aften i Superligaen mod et stærkt defensivt OB-hold.

FC Midtjyllands træner Kenneth Andersen.
FC Midtjyllands træner Kenneth Andersen.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der venter FC Midtjylland en svær kamp mod OB, selv om midtjyderne har hjemmebane i fredagens superligakamp.

Det forudser cheftræneren for FC Midtjylland, Kenneth Andersen.

- Jeg har kæmpe respekt for det arbejde, der er udført i OB i denne sæson. De gik aldrig i panik, selv om de første kampe ikke gav de ønskede resultater, og nu har de spillet en lang periode uden at tabe.

- De forsvarer sig rigtig godt, så der venter os en modstander, som vi skal være dygtige for at bryde ned.

- Fart og timing kommer til at være centrale ingredienser for os, hvis vi skal overspille en stærk, fynsk defensiv, siger han til klubbens hjemmeside.

OB tror på sejr

Det er FCM's sidste hjemmekamp på MCH Arena i Herning i år, og Kenneth Andersen vil gerne give hjemmepublikummet en god afslutning på fodboldåret. Det bliver dog uden Erik Sviatchenko og Paul Onuachu, der begge er karantæneramte.

I OB-lejren tror man på, at chancerne er der for at slå de forsvarende danske mestre.

- Fodbolden er som altid rund, og Superligaen er, som den er, derfor har vi naturligvis chancen for at skabe et godt resultat. Vi er selv godt kørende i øjeblikket, men vi skal møde et rigtig godt FCM-hold. De er naturligvis favoritter, men chanceløse mener jeg bestemt ikke, vi er, siger OB's cheftræner, Jakob Michelsen.

FC Midtjylland ligger nummer to i tabellen inden Superligaens 19. spillerunde. Holdet har 38 point - tre færre end topholdet FC København.

OB har efter en sløv start på sæsonen fået vind i sejlene. Holdet har ikke tabt i de seneste 11 kampe. Det har betydet, at fynboerne har spillet sig op på tredjepladsen i tabellen med 27 point.

FC Midtjylland og OB spillede 1-1, da de to hold mødtes i Superligaen i Odense i august. Kampen på MCH Arena fløjtes i gang klokken 19.