FCM-træner er tilfreds med topplacering efter 2-0-sejr

Ifølge Jess Thorup var FC Midtjyllands sejr over AaB særdeles vigtig, da han tror, at ligaen vil knække snart.

Jess Thorup

FC Midtjylland kom tilbage på vindersporet søndag aften, da AaB blev besejret med 2-0 på hjemmebane i Alka Superligaen. Med de tre point kommer FCM med helt frem i tabellen.

FCM har ligesom Brøndby og Randers 23 point, mens FC København fører an med 29 point.

Ifølge cheftræner Jess Thorup er hans hold, hvor det skal være, men han kunne godt have ønsket sig lidt flere point.

- Jeg kan sagtens finde lidt point her og der, men vi er nummer tre nu med ligeså mange point som Brøndby på andenpladsen. FCK er måske væk, men vi er en del af toppen, og det må vi være tilfredse med.

- Vi havde en dårlig august, så kom vi bedre med i september, og nu har vi i mange kampe gjort det godt. Vi er på rette vej, siger Jess Thorup.

Han priser sig lykkelig over søndagens sejr, da den var meget vigtig for tabellen.

- Jeg tror, at ligaen knækker om lidt, og så er det vigtigt at være, hvor vi er. Det er nu, det er vigtigt at komme helt med i toppen. Det var en vigtig sejr, siger Thorup.

Træneren medgiver dog, at hans mandskab ikke kunne få sit spil til at fungere, som han ønskede, og det endte med at blive en kamp, som levede på gæsternes præmisser efter 1-0-scoringen.

- Jeg synes, at vi spillede fornuftigt rundt og havde nogle gode indspil, men jeg er med på, at den allersidste aflevering manglede det sidste. Optrækket var der flere gange, men det kom for tæt på målmanden.

- Vi vidste godt, at det ville blive en kamp om at finde momentum og åbne hinanden op. Jeg synes derimod, at efter vi kom foran, så blev det for meget indianerbold med omstilling på omstilling.

- Det var AaB gode til, og det var lige ved at koste. Vi blev lidt for afventende i perioder, og så blev det ikke et helt sammenhængende pres, og det udnyttede AaB til at få nogle store chancer, siger Jess Thorup.

Midterforsvareren Patrick Banggaard og Gustav Wikheim stod for de to mål.