FCM-træner efter Drexler-salg: Truppen er bred nok

FC Midtjylland-træner Jess Thorup tror på sin trups bredde forud for et presset program for de danske mestre.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Fredag offentliggjorde FC Midtjylland, at tyske Dominick Drexler sælges videre til FC Köln uden at have repræsenteret klubben i en officiel kamp.

Dermed står cheftræner Jess Thorup med et offensivt kort mindre på hånden op til et presset program med kampe i Superligaen og kvalifikationen til Champions League.

Læs også FCM scorer kæmpe milliongevinst på tysker

Tabet af Drexler er dog ikke en katastrofe, lyder det fra de forsvarende mestres træner, der ikke farer ud og kræver en erstatning her og nu.

- Det er altid ærgerligt, når man mister spillere. Men så er den næste klar til at tage over, og det tror jeg også på i det her tilfælde.

- Jeg tror på, at vi har en bred nok trup med en masse spændende spillere. Mange byder sig til, og det vigtige for mig er at finde de rette kort at spille, siger Jess Thorup.

Allerede på tirsdag skal FC Midtjylland møde FC Astana fra Kasakhstan på udebane i første kamp i anden kvalifikationsrunde til gruppespillet i Champions League.

- Når vi har så mange kampe, så skal vi skifte lidt for at holde alle spillerne varme, men man må jo hele tiden overveje, om man satser på kontinuitet eller at holde gryden i kog, siger cheftræneren.

Hård start på sæsonen

Fredag aften tabte FC Midtjylland 1-2 til AaB i Aalborg. Dermed har midtjyderne kun ét point i de to første kampe i denne sæson af Superligaen.

Den pointmæssigt skuffende indledning på sæsonen op til et presset program bekymrer dog ikke forsvarsprofilen Erik Sviatchenko.

- Der er noget mentalt i forhold til at gå ind i de kampe med et overtag eller ej, men nu skal vi måle hinanden på vores mentale styrke.

- Fordi vi ikke har fået seks point, står vi ikke dårligere mod Astana. Vi er godt forberedte, siger han.

Går midtjyderne videre efter to kampe mod FC Astana, så venter en tredje kvalifikationsrunde samt en playoffrunde, før en billet til gruppespillet i Champions League er en realitet.

/ritzau/

Læs også Skidt sæsonstart for FC Midtjylland