FCM tjener store penge: Overskud på 66 millioner før skat

Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen bebuder, at klubben i løbet af få måneder præsenterer store for planer både sportsligt og kommercielt.

Alexander Scholz
Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

For andet år i træk kan FC Midtjylland præsentere et regnskab med sorte tal på bundlinjen.

Den midtjyske fusionsklub kom ud af regnskabsåret 2018-2019 med et overskud før skat på 66,4 millioner kroner.

- Vi er stolte af at vise, at sidste års rekordregnskab ikke bare var en enlig svale. Det vidner om, at vi har bygget en forretning, der ikke beror på tilfældigheder, og at den strategi, vi har fulgt de seneste fem år, ikke bare virker sportsligt, men også økonomisk, siger klubbens bestyrelsesformand Rasmus Ankersen til klubbens hjemmeside.

Overskuddet kommer efter en sæson, hvor FCM for første gang i klubbens historie blev pokalmestre, og samtidig glæder bestyrelsesformanden sig over, at omsætningen for første gang rundede en kvart milliard – 269,9 millioner kroner.

Store planer

Samtidig er de kommercielle indtægter steget med 24 procent i forhold til året før.

- En af de mest opløftende ting i regnskabet er for mig den store vækst i sponsor- og kommercielle indtægter. Vores kommercielle afdeling er stærkere end nogensinde, og vi er taknemmelige for den opbakning, vi får fra virksomheder over hele landet. Det er et signal om, at FC Midtjylland som Jyllands stærkeste sportsbrand får stadigt bredere appel i erhvervslivet, siger Rasmus Ankersen.

FC Midtjylland har nu en egenkapital på 149,5 millioner kroner, og klubejer Matthew Benham er klar til at investere i yderligere vækst.

Rasmus Ankersen siger, at klubben har store planer både kommercielt og sportsligt, som man glæder sig til at præsentere i løbet af nogle måneder.

Selv om der nu er styr på økonomien, har det ikke altid været tilfældet. Dagbladet Børsen skriver, at FCM har et samlet underskud på mere end 100 millioner kroner set over de seneste ti regnskabsår.