FCM-spillerne kender alt til United

Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

FCM-spillerne kender alt til United

Masser af tv-kampe har været med til at forbedrede FCM-truppen på aftenens opgave.

FC Midtjyllands spillere har vidst siden midten af december, at Manchester United torsdag aften bliver holdets første modstander i en betydende kamp i 2016.
    
Midtjyderne er også godt forberedt på, hvad der venter dem. Spillerne har nemlig lystigt set med på tv-skærmen i vinterpausen, når de rødklædte fra Manchester har været i aktion.
    
- Deres kampe bliver vist hver eneste weekend, og det er næsten sværere ikke at ramme ind i dem, hvis man skal se nogle kampe i weekenden. Så jeg har set en del af deres kampe, men ikke alle sammen, siger landsholdsspiller Jakob Poulsen.
    
Midtbaneprofilen sidder selv ude med karantæne og må derfor vente en uge mere på at møde kriseramte Manchester United, som han har en blandet oplevelse af via tv-skærmen.
    
- Der har været mange forskellige kampe fra deres side, pointerer han.
    
Pione Sisto har foran skærmen bemærket, hvordan man kan volde Manchester United problemer.
    
- Jeg har fulgt med i deres kampe, men det er ikke kun, fordi vi skal møde dem, men fordi jeg godt kan lide at se engelsk fodbold.
    
- Det virker ikke til, at man er så vant til højt pres i England, og det er jo noget af det, vi står for, uanset hvem vi møder. Og vi gør det jo, fordi modstanderne ikke kan lide det, så det vil vi helt sikkert gøre, selv om det nok ikke kommer som en overraskelse for dem, siger Sisto.
    
Også backen André Rømer har kigget med, mens han har haft de taktiske briller på.
    
- Jeg har set mange af deres kampe i år, og jeg har forberedt mig på de spillere, jeg eventuelt kan komme til at stå over for, siger Rømer.
    
Kampen i Herning begynder klokken 19 torsdag aften.
    
/ritzau/
  

 

FCMs vej ud i Europa

   
Champions League-kvalifikation:
    
* FC Midtjylland - Lincoln FC (Gibraltar) 1-0
    
* Lincoln FC - FC Midtjylland 0-2
    
* FC Midtjylland - Apoel FC (Cypern) 1-2
    
* Apoel FC - FC Midtjylland 0-1
    
    
    
Europa League-kvalifikation:
    
* Southampton (England) - FC Midtjylland 1-1
    
* FC Midtjylland - Southampton 1-0
    
    
    
Europa League-gruppekampe:
    
* FC Midtjylland - Legia Warszawa (Polen) 1-0
    
* Club Brugge (Belgien) - FC Midtjylland 1-3
    
* FC Midtjylland - Napoli (Italien) 1-4
    
* Napoli - FC Midtjylland 5-0
    
* Legia Warszawa - FC Midtjylland 1-0
    
* FC Midtjylland - Club Brugge 1-1
    
FC Midtjylland gik med syv point videre til forårets 16.-delsfinaler, hvor holdet møder Manchester United.