FCM-spiller læste, at han var solgt

Kort før nytår opdagede FCM-fodboldspilleren Mads Albæk til sin store overraskelse, at hans klub havde solgt rettighederne til ham til en gruppe investorer. Den 22-årige spiller er nu i tvivl om, hvem der bestemmer om han skal sælges. Det skriver Politiken.

070113_Albaek.jpg

Da Mads Albæk kort før nytår surfede rundt på internettet faldt han over en artikel med overskriften: - FCM sælger transferrettigheder for 20 mio. kr.Da den 22-årige spiller trykkede på artiklen, kunne han læse, at hans arbejdsgiver FC Midtjylland havde solgt ham og seks holdkammerater til en gruppe investorer.

- Det er ubehageligt, at man fra den ene dag til den anden bliver solgt uden at få nogen form for information om det på forhånd. Jeg føler mig ærlig talt lidt som en vare på hylden, siger Mads Albæk til Politiken.

Har meget negative effekterIfølge Politiken sælger danske fodboldklubber i pengenød i stigende grad ud af deres rettigheder til spillere. Klubber som AGF, AaB, Esbjerg, Silkeborg, Brøndby, Viborg og HB Køge har eller har haft spillere på tredjepartsaftaler. Og FCM har alene solgt rettighederne til over 10 af sine spillere til en samlet værdi på 27 millioner kroner.

Og udviklingen bekymrer DBU og Spillerforeningen.- Når spillerens rettigheder bliver solgt, uden at han er vidende om det, så har nogen sagt, at det er det tætteste, man kan komme på slavehandel. Det er en af mange meget negative effekter ved den slags kontrakter, siger DBU-formand Allan Hansen til Politiken.

Mads Albæk ærgrer sig nu over fremtidsperspektiverne. Spilleren har haft et stærkt efterår, og havde ifølge Politiken håbet på at blive solgt til en udenlandsk klub. Investorerne får 75 procent af indtægterne fra et eventuelt salg, mens FC Midtjylland kun får 25 procent. Mads Albæk frygter at klubben ikke har en interesse i at sælge ham, da de allerede har fået penge for ham.

- Jeg ved ikke helt, hvordan jeg står. Jeg ved ikke engang med sikkerhed, om det er klubben eller investorerne, der bestemmer, om jeg skal sælges, hvis der kommer et bud på mig, siger Mads Albæk til Politiken.

Ingen betydning

I FC Midtjylland siger den ordførende direktør Claus Steinlein, at salget til investorerne ikke får indflydelse på et eventuelt salg til udlandet.

- Vi har været i knæ rent økonomisk i et stykke tid, og så er det venner af huset, der har været inde at give en hånd med, siger Claus Steinlein, som yderligere fortæller til Politiken, at han ikke havde mulighed for at informere spillerne om salget, da aftalen faldt på plads i juleferien.

I England og Frankrig er den slags aftaler allerede ulovlige.