FCM slog Randers i testkamp

17-årig på tavlen, da FCM lørdag eftermiddag vandt testkamp mod Superliga-rivalerne fra Randers FC.

FCM_logo_flag1.jpg

Der er under en måned til FC Midtjylland indleder foråret i Superligaen. Og lige nu tegner det lovende for Superligaens førerhold. Lørdag eftermiddag besejrede FCM rivalerne fra Randers FC med 2-0 på to sene scoringer.

FCM stillede med to forskellige hold i de to halvlege, og derfor blev der plads til en række unge spillere, ligesom Erik Sviatchenko også fik 45 minutter efter en lang skadespause. Og en af de helt unge ulve kom ovenikøbet på måltavlen. 17-årige Mikkel Duelund slog med blot et minut igen sejren fast, da han stensikkert scorede fra ellevemeterpletten.

I kampens 78. minut havde lange Paul Onuachu åbnet scoringen for FC Midtjylland. Tidligere i halvlegen havde samme Onuachu misbrugt et straffespark.

Mandag eftermiddag tager FC Midtjylland imod norske IK Start i endnu en testkamp.