FCM sikrer sig stortalent

Mathilde Neesgaard skifter fra Tarm-Foersum til FC Midtjylland Håndbold.

FC Midtjylland Håndbold har sikret sig et af de store talenter i dansk håndbold.

Fra næste sæson skifter den 17-årige Mathilde Neesgaard fra Tarm-Foersum til FCM, hvor hun i første omgang skal spille på klubbens U18-ligahold. Men cheftræner Kenneth Jensen regner med, at hun allerede i den første sæson i klubben kan få erfaring på ligaholdet.

Mathilde Neesgaard er venstre back, men kan ifølge FCM spille alle pladser i bagkæden. Hun fik sin håndboldopdragelse i Ikast og har ud over Tarm-Foersum også spillet i Tjørring IF og Herning FH.

Med kontrakten fortsætter FC Midtjylland sin satsning med at bygge fremtidens ligahold op omkring danske talenter.