FCM siger undskyld for rasicme

FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein tager i dag skarp afstand fra de tilhængere, der i weekendens kamp mod Lyngby kom med racistiske tilråb mod Christian Traoré. Hvis tilhængerne bliver identificeret, får de karantæne

FC Midtjylland.jpg

- Vi tager i FC Midtjylland afstand fra en enhver form for racisme. Vi er en rummelig klub, hvor en af vores vigtigste værdier er forskellighed, og de tilråb er slet ikke forenelige med vores værdier, siger Claus Steinlein, FC Midtjyllands ordførende direktør.

Lyngbyspilleren Christian Traoré blev søndag aften udsat for racisme, da han under opvarmning på sidelinjen blev mødt af tilråb som "Sorte svin" og "Smut hjem til Sandholmlejren" fra nogle af FC Midtjyllands medrejsende fans.

Christian Traoré har udtalt sig om episoden til Spillerforeningen, og nu får han en officiel undskyldning fra FC Midtjylland. Christian Traoré spillede selv på det midtjyske fodboldhold i perioden 2005-2007:

- Christian Traoré var og er stadig en vellidt spiller blandt vores fans og i klubben. Han er en fremragende fyr, og vi var glade for den periode, hvor Christian var en del af ulveflokken. Vi sender en stor undskyld til Christian, og jeg vil personligt ringe og give ham en undskyldning, siger Claus Steinlein.

Får karantæne

Hvis tilhængerne bliver identifiseret, får de karantæne fra MCH Arena, fortæller Claus Steinlein:

- De mennesker, som har sendt de racistiske tilråb mod Christian Traoré, er ikke folk, vi ønsker til fodbold, siger han.

Han understreger dog, at det er meget sjældent, at de oplever racisme i FC Midtjylland:

- Vi har selv mange afrikanere på holdet, og heldigvis hører vi stort set aldrig om racisme. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt om det, siger han.