FCM scorer nye sponsorer på "United-effekten"

Lodtrækningen mod Manchester United giver ekstra sponsorkroner i FCM's kassebeholdning. Dagen efter lodtrækningen kom tre nye sponsorer til.

fcm

FC Midtjylland bliver ved  med at spinde guld på hjemmekampen den 18. februar mod Manchester United.

Dagen efter lodtrækningen kom der tre nye sponsorer til.

En af de tre nye sponsorer er PT Constructions fra Kjellerup.

- Da jeg fik det at vide, at de skulle spille mod Manchester United ringede jeg ud for at høre, om de kunne skaffe billetter. Det var det ikke. Så spurgte jeg, hvad der skulle til for at skaffe sådan nogle billetter, siger Kim Thomsen, der er direktør i PT Constructions til TV MIDTVEST.

Kim Thomsen er dog ikke alene.

- Vi har fået tre virksomheder ind som nye sponsorer for at de kunne være sikker på at kunne købe billetter til Manchester United-kampen, siger kommerciel direktør i FC Midtjylland Jacob Jørgensen.

De tre nye sponsorater har samlet indbragt FCM 250.000 kroner.

- På den korte bane betyder det, at vi tjener mange penge på kampen. På den lange bane betyder det, at det er med til at slå FC Midtjyllands brand fast i fodboldeuropa, siger Jacob Jørgensen.

Silkeborg var mere nærliggende

Med base i Kjellerup lå det ikke lige for at købe sponsorat i Herning/Ikast-klubben.

- Det var mere nærliggende, at vi skulle være sponsorer i Silkeborg, men FC Midtjylland klarer sig fantastisk godt i Superligaen og har gjort det de senere år, siger Kim Thomsen.

Til Kim Thomsens venner og bekendte kan vi oplyse, at billetterne er optaget.

- Jeg havde lovet min søn, at vi skulle over og se Manchester, når han bliver 10 år, men nu kom der så den her mulighed for at få nogle sponsorbilletter, siger Kim Thomsen.

Far og søn kommer til at sidde med Manchester Unitet-trøjer på blandt sponsorerne.

Det officielle billetsalg starter først den 18. januar for sæsonkortholdere og 25. januar for det øvrige billetsalg.

01:39 Luk video