FCM satser på lejesvende efter sejr

FCM satser på lejesvende efter sejr

FC Midtjylland erkender, at klubben mangler en hurtig mand i front. En ny, lejet spiller havde stor betydning for sejr fredag aften.

Sportschef Claus Steinlein satser på, at lejesvendene Marco Urena og Kristoffer Olsson ender som permanente FCM-spillere.

FC Midtjylland hentede i slutningen af sommerens transfervindue Kristoffer Olsson og Marco Urena på lejeaftaler, som begge løber til årsskiftet.

Claus Steinlein  afviser, at der er tale om kortsigtede løsninger, da han håber, at begge lejesvende kan tilknyttes klubben permanent.

- De to lejemål er langsigtede, og jeg håber på, det bliver permanente aftaler. Det er ikke bare meningen, at de skal hjælpe os de kommende par måneder, men det er forhåbentligt blot starten på vores samarbejde med begge spillere, siger Claus Steinlein.

Fik det afgørende straffespark

Begge spillere fik debut fredag, da FC Midtjylland slog OB 3-2. Især Marco Urena gjorde en forskel, da han fremtvang et afgørende straffespark.

- Vi hentede Marco Urena, fordi vi har måttet erkende, at vi ikke selv har kunne udvikle en hurtig angriber, som søger i dybden og kan ligge inde i boksen. Jeg håber, at han er svaret på det, vi har søgt, siger sportsdirektøren.

FC Midtjylland blev hårdt ramt af skader, da vinduet stadig var åbent. Derfor var der flere overvejelser i den sportslige ledelse om at hente nye spillere ind.

- Vi overvejede flere ting, men valgte at forsøge at holde fast i vores dna, hvor vi giver de unge spillere chancen. Andre Rømer har for eksempel gjort det fremragende på backen som erstatning for Kristian Bak, siger Steinlein.

Steinlein: Sylvester Igboun er en god dreng

I transfervinduet proklamerede Sylvester Igboun offentligt, at han ville til en større klub, hvilket ikke skete. Flere har spekuleret i, om det manglende salg har påvirket Igbouns præstationer, men nigerianeren gav i går svar på tiltale, da han scorede hattrick.

- Igboun viste, at han har et kæmpe hjerte for FC Midtjylland. Han har naturligvis været skuffet over, at han ikke blev solgt, som han havde håbet på, men han er en god dreng, og det beviste hans hattrick også, siger Steinlein.

Sportsdirektøren afslører, at der aldrig kom konkrete tilbud på Sylvester Igboun i sommerens transfervindue.

/ritzau/