FCM sælger ikke håndboldklub

Uvisheden om ejerforholdet i FCM Håndbold synes afklaret efter gårsdagens bestyrelsesmøde. Matthew Benham, FCM's nye ejer, vil beholde håndboldklubben

I juli købte engelske Matthew Benham aktiemajoriteten og i kølvandet på det, opstod der tvivl om, hvor vidt håndboldklubben FC Midtjylland fortsat skal være en del af FC Midtjylland.

Der har også været rygter om, at Claus Hembo, der for nyligt nedlagde cykelholdet Christina Watches, ville købe FCM Håndbold.

Men tvivlen om sidste års sølvmedaljevindere er forsvundet efter gårsdagens generalforsamling.

Efter den tidligere bestyrelsesformand Johnny Rune havde sat sig ned, overtog den nye formand Rasmus Ankersen ordet.

- Et eventuelt frasalg er ikke i den nye ejers planer. Håndbold har stor betydning for elitemiljøet i området. Håndboldholdet forventes i fremtiden fortsat at skulle ligge i toppen af ligaen med en balanceret forretningsform, sagde Rasmus Ankersen.

FCM Håndbold præsterede et underskud på 900.000 kroner i dette regnskabsår.