FCM-profil vil gerne blive

Viceanfører Erik Sviatchenko regner med at blive i FC Midtjylland lidt endnu.

230315_Sviatchenko.1.jpg

FC Midtjyllands forsvarsspiller og viceanfører Erik Sviatchenko regner ikke med, at han bliver solgt denne sommer, selvom det forsat er hans ambition at komme til en større klub.

Det skriver bold.dk.

- Som udgangspunkt indstiller jeg mig på, at jeg bliver her i FC Midtjylland i efterårssæsonen, men klubben ved godt, at jeg gerne vil prøve nogle nye ting på et tidspunkt. Jeg har ambitioner om at prøve mig af på et højere niveau, og jeg har vist, at jeg stadig kan bygge på og ramme et højt niveau, siger han til bold.dk.

Var på vej væk

Den 23-årige midterforsvarer var for et års tid siden på vej til rivalerne fra FC København. Men den handel gik i vasken, da Matthew Benham kom til klubben med penge.

Efterfølgende blev Erik Sviatchenko udnævnt til viceanfører, og nu synes midtstopperen at trives i Ikast/Herning.

- Jeg har snart spillet 25 kampe i streg, og jeg har brug for at spille kontinuerligt. Det har jeg selv og klubben længtes efter, men det er også det, som klubberne ude i Europa kigger efter, så på den måde kan man sige, at jeg byder mig til. Men som sagt, så tager jeg gerne et halvt år mere i FCM, siger Sviatchenko.

Dermed ser det ud til, at Sviatchenko bliver i FC Midtjylland indtil vinter.

Sviatchenko har inden for det sidste år forlænget sin kontrakt indtil sommeren 2017.