Fodbold: FCM-profil skal forsvare Australiens Asian Cup-titel

FC Midtjyllands Awer Mabil er ligesom AGF's Mustafa Amini udtaget Australiens landshold.

23-årige Awer Mabil fra FC Midtjylland. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Australiens landstræner, Graham Arnold, har inkluderet to superligaspillere i sin trup til Asian Cup.

Læs også Fodbold: FCM-profil blev født i flygtningelejr

FC Midtjyllands Awer Mabil og AGF's Mustafa Amini er således begge en del af den trup på 23 spillere, som landstræneren har udtaget.
    
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
    
23-årige Mabil fik debut så sent som i oktober og har blot spillet tre testkampe for Australien. Han har været en af FC Midtjyllands profiler i efterårssæsonen.
    
Amini har spillet fire kampe for det australske landshold.
    
Arnold har også udtaget Huddersfield-spilleren Aaron Mooy, der ellers var blevet meldt ude af turneringen med en knæskade af Premier League-klubben.
    
Arnold vil i denne uge give Mooy chancen for at bevise, at han er klar til kamp oven på sin skade.

Forsvarende mester

Også den tidligere AGF-spiller Chris Ikonomidis er udtaget til Australiens trup.
    
Australien er forsvarende mester i turneringen, der afholdes fra 5. januar til 1. februar i De Forenede Arabiske Emirater.
    
I 2015 løb Australien nemlig med det hele, da landet selv var vært for turneringen.
    
Australien skal prøve kræfter med Syrien, det palæstinensiske selvstyreområde og Jordan i det indledende gruppespil.
    
Senere i turneringen kan hold som Iran, Sydkorea og Japan, der på papiret er sværere modstandere, vente.
    
/ritzau/
  

02:10

Awer Mabil voksede op i en flygtningelejr - se et indslag om ham her.

Luk video