FCM-målmand skifter

FC Midtjyllands målmand Kasper Jensen skifter til svensk klub.

FCM_logo_flag.jpg

Allerede fra d. 5. januar starter Kasper Jensen med at træne hos den sveske klub Djurgården IF. Keeperen har i FC Midtjylland kæmpet mod Jonas Lössel om at være førstevalg på pladsen, men har ikke fået spilletid i Superligaen siden september. Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside.

- Kasper har ønsket at skifte til en klub, hvor han får mere spilletid. Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes at blive enige med Djurgården om en transfer. Kasper har været gennemprofessionel i sit arbejde i FC Midtjylland, og jeg ønsker ham alt mulig held og lykke videre i karrieren, siger FC Midtjyllands sportsdirektør Jens Ørgaard.

Nåede 22 kampe

Den 29-årige keeper kom til FC Midtjylland for halvandet år siden, og har siden sommeren 2010 spillet 22 kampe for klubben. 

- Jeg har været rigtig glad for min tid i FC Midtjylland, men da jeg fik chancen for et skifte til Djurgården, kunne jeg ikke sige nej. Her kan jeg se frem til spilletid i en klub, der har en god mulighed for at blande sig i den svenske mesterskabskamp, siger Kasper Jensen.

Kasper Jensen ikke den eneste spiller der smutter fra FC Midtjylland. Ifølge bold.dk skifter ugdomsspilleren Lasse Vigen Christensen engelske Fulham.

 

 

 

 

Kasper Jensens afløser bliver den 19-årige Jakob Haugaard, som FC Midtjylland hentede i AB inden jul.