FCM må vinke farvel til pokalfinalen efter nederlag til Brøndby

For fjerde gang i træk vandt Brøndby torsdag over FCM, da rivalerne tørnede sammen.

En glad Kamil Wilczek efter pokalsemifinalen i Brøndby mellem Brøndby IF og FC Midtjylland, torsdag den 26. april 2018. Foto: Scanpix / Claus Bech

FC Midtjylland har generelt ikke haft det godt med de interne opgør mod Brøndby i denne sæson.

Torsdag vandt Brøndby for fjerde gang i træk over FCM, da fodboldrivalerne tørnede sammen i semifinalen i DBU Pokalen. Brøndby vandt denne gang på hjemmebane med 3-1. De øvrige sejre har alle fundet sted i Superligaen.

Angriberen Kamil Wilczek bragte Brøndby foran allerede efter 26 sekunder. FCM-stopperen Kian Hansen tacklede uheldigt bolden hen til Wilczek, som satte 1-0-målet sikkert ind ved fjerneste stolpe.

FCM-defensiven vaklede endnu en gang efter et kvarter. FCM's midtbanespiller Tim Sparv mistede bolden, og så kunne Brøndby-angriberen Teemu Pukki kort efter fordoble føringen.

Brøndby dominerede kampen i første halvleg, mens FCM hele tiden haltede et skridt bagefter. Pukki havde to chancer mere for at bringe Brøndby yderligere foran, men der blev ikke scoret mere før pausen.

FCM kom bedre med fra starten af anden halvleg, og det lignede pludselig en fodboldkamp mellem to jævnbyrdige mandskaber. Tre minutter inde i anden halvleg reducerede FCM til 1-2 ved norske Gustav Wikheim, som hamrede bolden op i nettaget.

Tættere på kom FCM dog ikke. I stedet scorede Wilczek til 3-1 efter 65 minutter.

Brøndby skal møde Silkeborg i finalen, der spilles Kristi himmelfartsdag 10. maj i Parken i København.