FCM-lejren håber, at Viborg redder sig

Viborg skal redde livet i Superligaen, mener man i FC Midtjylland-lejren efter at have tævet rivalerne 5-2.

220414FCMVFF.jpg

FC Midtjylland bankede mandag lokalrivalerne Viborg med hele 5-2, og dermed er de grønblusede midtjyder sidst i Superligaen med to point op til redning. Men i FCM-lejren håber man, at Viborg klarer skærene.

Og ikke kun, fordi man har hentet syv ud af ni mulige point i sæsonens tre indbyrdes opgør.

- Jeg håber og tror ikke, at Viborg rykker ned. De har en god substans på holdet og en stærk trup. Og de har ære af kampen, selvom de taber lidt stort, siger FCM's cheftræner Glen Riddersholm og tilføjer:

- Jeg håber for lokalområdet og for dansk fodbolds skyld virkelig, at de bliver oppe. Derbyerne mod Viborg klæder dansk fodbold, og jeg mener, de fortjener endnu mere opmærksomhed i de kommende år.

- Næstefter FC København-Brøndby er det vel det mest interessante derby i Danmark lige nu, siger træneren.

FCM-profilen Sylvester Igboun var med et mål i 5-2-sejren med til at sende Viborg til bunds og længere væk fra redning.

- Jeg ønsker Viborg held og lykke i resten af sæsonen. Forhåbentligt forbedrer de sig og klarer sig fri af nedrykning. Derbyerne er altid fantastiske med mange mennesker på tribunerne. Jeg nyder ekstra meget at spille fodbold, når det er sådan, og så giver vi os alle lidt mere end normalt, siger Igboun.

Også FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein kan finde flere gode grunde til at håbe på en Viborg-redning.

- Viborg viste god moral i kampen mod os, så lad os nu se. Nu har de AGF næste gang, og forhåbentligt klarer de den. Jeg ved, at vores fans gerne ser, at Viborg rykker ned. Men vi kan jo ikke slå dem, hvis de spiller i 1. division.

- Der har været omkring 30.000 tilskuere i alt til de tre kampe, og både vores 3-2-sejr i efteråret og denne 5-2-sejr har været meget medrivende kampe. Ingen tvivl om, at derbyerne mod Viborg giver en masse til hele området. Og så giver de selvfølgelig os øgede indtægter i form af mange tilskuere. Det er også en del af det, siger Steinlein.

/Ritzau/