FCM-legende skal være kvindetræner

​Frank Kristensen skal stå i spidsen for Vildbjergs bedste fodboldkvinder.

Frank Kristensen bliver hyldet i 2010, efter han har scoret sit Superliga-mål nummer 100.
Frank Kristensen bliver hyldet i 2010, efter han har scoret sit Superliga-mål nummer 100.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I Vildbjerg kan byens bedste kvindelige fodboldhold se frem til at få et par kyndige fodboldøjne på den daglige træning.

Fra den kommende sæson skal den tidligere FC Midtjylland-stjerne Frank Kristensen, bedre kendt som ’Farlige Frank’, nemlig være cheftræner for Vildbjerg SFs kvinder i 1. division.

Det skriver klubben på sin Facebookside.

- Jeg har egentlig gået og håbet lidt på at få et opkald fra en klub, hvor jeg kan få lov til at komme med mine idéer og samtidig kunne forvente, at spillerne ville kunne bringe dem ind på banen.

- det er jeg overbevist om, at pigerne i Vildbjerg kan. Jeg kender i forvejen et par stykker, og de giver mig en god fornemmelse i maven. De vil rigtig gerne blive bedre, og for mig er det altafgørende, lyder det fra Frank Kristensen i Facebookopslaget.

41-årige Frank Kristensen spillede i sin aktive karriere for klubber som Ikast FS, FC Midtjylland og Randers, mens han i sit trænerliv har været assistenttræner hos Vendsyssel FF i 1. division og Kjellerup i 2. division.

Derudover har den tidligere skarpretter, der nåede at spille 352 kampe og score 133 mål i FC Midtjylland, også været træner på Sportstar College i Ikast og på Hestlund Efterskole.