FCM køber 19-årig brasilianer for tocifret millionbeløb

Ny offensiv power er på vej til FC Midtjylland i skikkelse af Júnior Brumado, meddeler spillerens klub.

Júnior Brumado (t.v.) er her fotograferet i oktober 2018, hvor han med sin klub Bahia mødte Atletico Paranaense.
Júnior Brumado (t.v.) er her fotograferet i oktober 2018, hvor han med sin klub Bahia mødte Atletico Paranaense.
Foto: Arisson Marinho / Ritzau Scanpix

Den brasilianske fodboldklub EC Bahia meddeler på klubbens hjemmeside, at man har solgt den 19-årige offensivspiller Júnior Brumado til de danske mestre FC Midtjylland for omkring 16 millioner danske kroner.

FC Midtjylland har endnu ikke bekræftet handlen.

Ud over at modtage 16 millioner for at slippe spilleren har Bahia også sikret sig en videresalgsklausul på 15 procent, står der i meddelelsen.

Júnior Brumado, der bliver 20 år til maj, har været i periferien af Brasiliens U20-landshold, men har endnu ikke fået sin debut for holdet. I Bahia har han ifølge klubben spillet 36 kampe, hvor det er blevet til fem mål.