FCM: Ingen målsætning endnu

Topholdet FC Midtjylland melder ikke en officiel målsætning ud, før klubben er sikre på truppens sammensætning i foråret

140115ClausSteinlein.jpg

FC Midtjylland ligger fortsat nummer ét i Superligaen, og holdet har derfor en enestående mulighed for at sikre sig den første guldmedalje i klubbens historie til foråret.

Hidtil har midtjyderne ikke villet pege på sig selv som favoritter til guldet, og klubbens ordførende direktør, Claus Steinlein, vil først melde en officiel målsætning ud, når transfervinduet er lukket.

- Før jul meldte FCK ud, at de skal investere markant i sportslige ting. Om det lykkes dem i det her vindue, ved jeg ikke. Men køber de nu tre klassespillere, og vi får to kanontilbud på vores spillere, som vi er tvunget til at acceptere, så er magtbalancen for alvor tippet. Så lad os nu lige få lukket det her transfervindue, før vi for alvor melder ud, siger han til Ritzau.

Tilfreds med truppen

FC Midtjylland har i vinterpausen sagt farvel til Danny Olsen, der er skiftet til AGF, mens Jeppe Curth er vendt tilbage til AaB efter endt lejemål. Den anden vej har midtbanespilleren Oluwafemi Ajilore, der bedre kendt som "Femi", meldt sig under de midtjyske faner.

Direktøren mener dog, at klubbens udgangspunkt er fornuftigt, og hvis det stod til ham, måtte transfervinduet meget gerne lukke i dag.

- Lige i dag vil jeg være skuffet, hvis vi ikke spillede med hele vejen og endte i top tre. Jeg ser tre bejlere til guldet: AaB, FCM og FCK. AaB sluttede rigtig stærkt af og har et godt hold, og med FCK bliver det spændende at se, hvad klubben foretager sig. Det er dog nemmere at putte procenter på, når transfervinduet er overstået, siger han.