FCM henter talent i Arsenal

FCM henter talent i Arsenal

Den svenske U21-landsholdsspiller Kristoffer Olsson er hentet på en lejeaftale i den engelske Premier League-klub Arsenal frem til årsskiftet.

FC Midtjylland har hentet det 19-årige stortalent Kristoffer Olsson i den engelske Premier League-klub Arsenal på en lejeaftale frem til nytår. Med i aftalen er også en købsoption. Det oplyser klubben i en pressemeddelese.

- Kristoffer er en spiller, som vi har holdt øje med længe. For et år siden så vi ham i en ungdomslandskamp mod Danmark, og allerede dengang forsøgte vi, om vi kunne hente ham, men han var for dyr. Nu har muligheden så igen budt sig, og derfor har vi valgt at slå til, siger sportsdirektør Claus Steinlein i pressemeddelelsen.

Den svenske U21-landsholdsspiller gør sig primært på den centrale midtbane, men blev skiftet ind på kanten for Arsenal i deres træningskamp mod Red Bull New York for godt en måned siden.

- Kristoffer er en fodboldklog spiller, som vi ser et stort potentiale i. Han er en central midtbanespiller med gode lederegenskabet, tilføjer Steinlein.

Olsson var anfører for Arsenal, da englænderne mødte Barcelona i UEFA Youth League i sidste sæson og fik sin førsteholdsdebut i Capital One Cup'en, hvor han i september sidste år blev skiftet ind mod West Bromwich. Midtbanetalentet er lige nu med det svenske U21-landshold og ankommer derfor først til FC Midtjylland efter svenskernes EM-kvalifikationskampe.