FCM henter finsk landsholdsspiller

32-årige Markus Halsti skal vise lederegenskaber i FC Midtjyllands defensiv. Han er noteret for 28 landskampe.

Markus Halsti (th) giver hånd til FCMs chefspejder Lars Hallengren.
Markus Halsti (th) giver hånd til FCMs chefspejder Lars Hallengren.
Foto: FC Midtjylland

Superligaklubben FC Midtjylland har skrevet en to år lang kontrakt med den finske defensivspiller Markus Halsti, der senest har optrådt for DC United i den amerikanske liga.
    
32-årige Halsti er noteret for 28 landskampe for Finland og kan benyttes som midterforsvarer eller defensiv midtbanespiller.
    
I europæisk fodbold er han mest kendt for sine syv sæsoner i Malmö FF, hvor han blandt andet nåede en række Champions League-kampe.
    
- I Markus får vi en leder, der har prøvet at vinde. Han har spillet Champions League, og så er det tiltænkt, at han skal gå ind og støtte de unge spillere i truppen, siger FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, til klubbens hjemmeside.
    
Markus Halsti træner for første gang med sine nye holdkammerater mandag formiddag.
    
- FC Midtjylland er en god klub, der har ambitioner om at vinde ligaen, og det er også min ambition. Jeg vil også komme langt i Europa, siger Markus Halsti.
    
Han var senest i aktion for det finske landshold i to testkampe mod Italien og Belgien i begyndelsen af juni.
    
Fra landsholdet kender han også FCM's anden finske spiller, Tim Sparv.

Jeg har talt meget med Tim Sparv om dette skifte, og Tim har kun haft gode ting at sige om FC Midtjylland.

Den nye FC Midtjylland-spiller indledte seniorkarrieren i HJK Helsinki i hjemlandet, inden han efter en kort mellemstation i den svenske klub Gais havnede hos Malmö.

Han blev noteret for 153 kampe og 7 mål for den skånske storklub, som han forlod sidste sommer for at forsøge sig hos DC United i den amerikanske liga, MLS.
    
/ritzau/