FCM henter Duncan

FC Midtjylland har forstærket angrebet med Morten "Duncan" Rasmussen på en fireårig kontrakt.

Der er yderligere forstærkning til ulvenes offensiv, der ellers har vist tænder allerede i sæsonens første kampe. Morten "Duncan" Rasmussen, der var på kontrakt i skotske Celtic er købt fri og får nu fire år på heden.

 - FC Midtjylland er en spændende klub, der spiller attraktiv og offensiv fodbold, og det er klart, som angriber kigger man på at komme til en klub, hvor man får nogle chancer. FC Midtjylland er en af de klubber i Danmark, der kommer til flest chancer og mange indlæg, og det er der, jeg har mine forcer. Det er en klub, der kæmper med om topplaceringerne, og det er en spillestil, som vil gavne mig, siger Morten "Duncan" Rasmussen.

Duncan har i den bedste danske række tidligere scoret mål for AGF, Brøndby IF og Aab. Det er netop bomberens kvaliteter i feltet, der nu bringer ham til FCM.

- Nu har jeg ikke spillet så meget det sidste halve års tid, så jeg er selvfølgelig sulten efter at komme hjem og spille fodbold, og jeg vil vise min sult ved at kæmpe for holdet og score en masse mål, siger "Duncan", der kommer til at optræde med nummer ni på ryggen.

 Fakta om Duncan:

Født: 31. januar 1985 (27 år)

Højde: 185

Vægt: 87

Tidligere klubber: AGF (2002-2006), Brøndby (2006-2009), Celtic (2010-2012), Mainz (leje), AaB (leje), Sivasspor (leje)