FCM henter dansk forsvarsspiller hjem fra Belgien

Midterforsvareren Alexander Scholz skifter til de forsvarende danske mestre efter seks år i udlandet.

Arkivfoto af Alexander Scholz. Foto: Yorick Jansens / Scanpix

FC Midtjylland har været på indkøb i Belgien.

Fredag skriver klubben i en pressemeddelelse, at man har købt den danske forsvarsspiller Alexander Scholz i Club Brugge.

Stærk forsvarsspiller vender hjem

25-årige Scholz har fået en femårig kontrakt hos midtjyderne. Han skifter tilbage til hjemlandet efter seks år udenfor landets grænser.

- I Alexander får vi en dansk forsvarsspiller, som både er teknisk stærk og duelstærk, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, i pressemeddelelsen.

Cheftræner Jess Thorup glæder sig over den seneste tilføjelse til truppen.

- Han er en vinder og en holdspiller. Alexander er en dygtig forsvarsspiller, som er god på bolden og har gode visioner i sit fremadrettede spil. Derudover er han dygtig i en-mod-en-spillet, siger cheftræneren.

Scholz går efter at vinde titler

Alexander Scholz er kommet hjem til Danmark igen for at vinde titler. Han ser frem til at give sig 100 procent for klubben og dens fans.

- Det skal vi altid forvente og kræve af hinanden. Sammenhold og fællesskab er afgørende for mig - både i forhold til fans og i omklædningsrummet. Det er noget af det allerbedste for mig som fodboldspiller, siger Midtjyllands nyeste spiller.

I Danmark har Scholz tidligere tørnet ud for Vejle, indtil han i 2012 skiftede til islandske Stjarnan. Senere samme år tog han til Belgien, hvor det i første omgang blev til tre år i klubben Lokeren. Her gjorde han sig bemærket, da han scorede kampens eneste mål i Lokerens pokalfinalesejr i 2014 over Zulte Waregem.

Efter Lokeren blev det til to og et halvt år i Standard Liege, inden han i januar i år skiftede til Club Brugge, som han i maj blev belgisk mester med. Danskeren har i alt spillet 18 landskampe på de danske U19- og U21-landshold.

Se videoen, hvor FCM præsenterer deres nye mand i forsvaret: