FCM Håndbold står alene

En ny direktør og bestyrelse er nu klar til at stå i spidsen for FCM Håndbold.

FCM_Haandbold_2.jpg

Det bliver FCM's PR-chef Torben Kølbæk, der i fremtiden skal stå i front for FCM Håndbold og sikre, at det bliver en god forretning. Det slår FCM i dag fast i en pressemeddelelse.

Fra 1. juli får FCM Håndbold nemlig sin egen bestyrelse, som vil drive forretningen som et selvstændigt aktieselskab under FCM Holding. FCM Holding overtog oprindeligt håndbolden i 2008, men det lykkedes ikke at "skabe balance mellem udgifter og indtægter", som klubben skriver, og nu bliver håndbolden altså skilt fra igen.

- FCM Holding havde bare ikke råd til at finansiere håndholden, og jeg er meget glad for denne løsning med en ansvarlig bestyrelse. Uden den havde vi ikke fremadrettet kunne forsvare driften, fortæller formanden for FCM Holdings bestyrelse, Johnny Rune, i pressemeddelelsen.

Bestyrelsen skal skaffe indtægter

Ud over at Torben Kølbæk bliver direktør for FCM Håndbold, så er navnene til selskabets nye bestyrelse også klar.

Formanden bliver Palle Høj, der til daglig er chefkonsulent hos Heden & Fjorden i Herning. Han har en målrettet plan for den kommende tids udfordringer.

- Vi bliver en bestyrelse, der kommer til at arbejde for at skaffe indtægter, understreger han. Det skal han så blandt andet gøre sammen med Bo Jensen, direktør i IB Gruppen, Lars Gantzel Pedersen fra Danspin, Henrik Kastbjerg fra IT Relation og Claus Bertelsen, der er tidligere direktør i FCM.

I første omgang skal den nye ledelse sørge for, at selskabet kan leve op til et budget, som er lagt to år frem i tiden.