FCM Håndbold henter forstærkning fra TTH

FC Midtjylland Håndbold henter Norsk landsholds-forstærkning hos rival.

130213_1Ida_Alstad.jpg

FC Midtjylland forstærker sig med norske Ida Alstad, der har vundet både OL-, VM- og EM-guld med Norge.

De forsvarende danske mestre har hentet Ida Alstad hos rivalerne fra Team Tvis Holstebro. Den norske landsholdsspiller har fået en toårig kontrakt. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Ida er en spiller med international erfaring fra sine mange landskampe for Norge. Hun har en stor fightervilje og er en spiller, som har et godt skud og er stærk i presspillet og kontrafasen. Vi er rigtig glade for at få tilgang af hende til den nye sæson, siger FCM-træner Helle Thomsen i en pressemeddelelse.

Helle Thomsen glæder sig over, at bagkæden til den nye sæson nu er på plads med tilgangen af den 28-årige nordmand.

- Med Ida fuldender vi vores bagkæde. Hun er en spiller, der kan spille alle tre bagspilspladser i angrebet, og som kan dække flere forskellige forsvarsformationer. Hun har alle de ting, vi søger, og hun passer perfekt ind i vores koncept, siger Helle Thomsen.

- FC Midtjylland har et super hold. Jeg kan godt lide den måde, de spiller på, og jeg kan se mine kvaliteter passe ind på holdet, siger Ida Alstad.

Ida Alstad, der har Champions League-erfaring fra sin tid i Byåsen, står noteret for 109 landskampe for Norge med 277 mål til følge. Hun har vundet både OL-, VM- og EM-guld med Norge.