FCM Håndbold taber overraskende til Randers HK

Efter en lige første halvleg vandt Randers HK en suveræn sejr over FCM Håndbold i kvindernes pokalfinale.

fcm_haandbold_pokal_.jpg
Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

Det lykkedes ikke for kvinderne i FCM Håndbold at hjemføre pokaltrofæet for tredje år i træk.
   
I fredagens finale i Final4-stævnet tog Randers HK en både overraskende og komfortabel sejr på 27-21 over FCM, der befandt i sin femte pokalfinale på stribe.

Randers lod sig ikke påvirke af, at holdet torsdag måtte igennem 80 effektive spilminutter for at slå TTH Holstebro efter to gange forlænget spilletid i semifinalen. Det kronjyske hold var bedst bortset fra i indledningen og tog fordel af et par lange scoringspauser af FCM.
   
Midtjyderne buldrede af sted fra start og bragte sig på 6-2 efter seks minutter. Men derefter fulgte en mere end 13 minutters midtjysk scoringspause, så Randers kunne vende stillingen til føring på 7-6. FCM fandt dog sig selv og kom foran 9-7, men igen svarede Randers tilbage, så pausestillingen lød 10-10.
   
Nu havde Randers for alvor fået tro på overraskelsen, og kronjyderne dominerede straks efter pausen. 15-12 førte holdet efter knap seks minutter, og efter ti spillede minutter brød landsholdsfløj Maria Fisker igennem og sørgede for Randers' første føring på fire mål til 18-14.
   
Viborg havde slet ikke modtrækket i denne periode, og opsangen fra træner Kristian Kristensen under en timeout havde heller ingen effekt. Randers kørte bare på, og med sit sjette mål i kampen bragede Mie Højlund sit hold på 20-14.
   
Denne gang sneg FCM's scoringstørke sig op på mere end otte minutter, inden landsholdsanfører Stine Jørgensen reducerede til 15-21 på et straffekast. Det rystede ikke Randers. Ryan Zinglersens tropper gik ind til de sidste syv minutter med en føring på seks mål, og da Camilla Dalby tre minutter senere scorede til 26-17, var den sidste spænding elimineret.
   
Tidligere fredag sejrede Viborg HK med 25-23 over TTH Holstebro i kampen om tredjepladsen i Final 4-stævnet.
   
/ritzau/