FCM Håndbold afslører nyt navn og logo

FCM Håndbold ændrer logo og skifter navn til Herning-Ikast Håndbold, efter at være blevet overtaget af en gruppe erhvervsmænd.

Pressemøde FCM
Foto: TV MIDTVEST

FCM Håndbold skifter navn. På et pressemøde for kort tid siden offentliggjorde klubben at den er blevet overtaget af en gruppe erhvervsmænd og samtidig også skifter logo.

- Jeg har den glæde at meddele, at vi er en stor gruppe af erhvervsfolk, der har købt håndboldaktiviteterne i FC Midtjylland, forklarede bestyrelsesformand Lars Gantzel Pedersen, på mødet.

Tilsammen har investorerne skudt syv millioner kroner i det nye selskab.

Det nye navn bliver Herning-Ikast Håndbold, og det nye logo indeholder en enhjørning, som klubben beskriver som powerful, vild og voldsom i kamp.

Nye store spillerkontrakter

Klubben afslørede i dag også at den allerede har sikret sig tre-årige aftaler med to store landsholdspillere. Nemlig norske Stine Skogrand og danske Sarah Iversen. Derudover følger kontraktforlængelser med anfører Veronica Kristiansen, Louise Burgaard, Emma Friis og Sabine Englert.

Basen for Herning-Ikast Håndbold forbliver IBF Arena i Sportscenter Ikast-Brande, der rummer op til 2.800 tilskuere. Dog vil enkelte kampe i sæsonen løbe af stablen i andre haller i Herning Kommune.

- IBF Arena i Sportscenter Ikast-Brande råder over nogle af Danmarks allerbedste faciliteter. Det daglige setup og talentsamarbejdet med Sport Campus Ikast-Brande er helt unikt. Desuden er vi parate til at udvide samarbejdet længere ud i Herning Kommune, hvor vi er i positiv dialog med MCH omkring afvikling af kampe og moderklubben Herning FH om en udvidelse af samarbejdet, siger direktør Jakob Mølgaard Christensen.