FCM: Grønt lys til kapitaludvidelse

FC Midtjylland fik på en generalforsamling torsdag aften lov til at udvide sin kapital med 25 millioner kroner. Samtidig fastlog bestyrelsesformanden, at klubben ikke er lukningstruet på trods af store underskud

131025FCMGeneralforsamling.jpg

Fodboldklubben, der i øjeblikket ligger nummer et i Superligaen, er presset på pengepungen med en lille egenkapital på 17,5 millioner kroner og et forventet underskud på op mod 16 millioner kroner.

På trods af det, så er klubben ikke lukningstruet, fortalte bestyrelsesformand Johnny Rune på generalforsamlingen: 

- Vi er ikke i krise. Vi er i en situation, som vi er meget klar over. Vi ved, hvad vi skal gøre. Hvis vi skulle havne i en akut finansiel krise, så har vi nogle knapper, vi kan trykke på. Vi kan skære ned, og vi er også ret sikre på, at vi kan hente nogle penge, sagde han.

Håber på indtægter ved spillersalg

Johnny Rune forventer, at FC Midtjylland inden for det kommende år vil sælge spillere, og da der ikke er budgetteret med spillersalg, vil de influere positivt på næste års regnskab.

- Vi regner med et underskud, men vi forventer også at sælge spillere, som vi plejer, men vi kender ikke niveauet. Derfor budgetterer vi lidt forsigtigt, sagde han.

Selv om sponsorindtægterne de senere år har været faldende, så går det også bedre på den front. Håbet er også, at FC Midtjylland snart kan få en aftale med en hovedsponsor.

 - Vi lukker hver dag nye aftaler af forskellig art. Vi har en fornemmelse af, at det går den rigtige vej. Den sportslige succes avler også øgede indtægter. Men der er ingen garanti for, at vi ligger nummer et i Superligaen om et halvt år. Så det budgetterer vi heller ikke med, sagde han.