FCM-formand efter rekordregnskab: - Vi fortsætter samme kurs

FCM bestyrelsesformand Rasmus Ankersen er meget tilfreds efter klubben har præsenteret sit største overskud nogensinde.

Bestyrelsesformand i FC Midtjylland Rasmus Ankersen ser frem til at FCM fortsætter de gode trin næste sæson.
Bestyrelsesformand i FC Midtjylland Rasmus Ankersen ser frem til at FCM fortsætter de gode trin næste sæson.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Selvom den økonomiske medvind ikke ligefrem var tiltrængt, så er FC Midtjylllands bestyrelsesformand meget tilfreds.

- Det er det bedste resultat i klubbens historie og det beviser jo, at FCM’s økonomi er bedre end nogensinde, og det lover godt for fremtiden, siger den stolte bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen.

- Vi var jo ikke i økonomiske problemer, men det her viser jo bare, at vores indsatser med eksempelvis at øge vores transfer indtægter har været meget profitable.

Klubben har i 17/18 sæsonen leveret et overskud på knap 67 millioner kroner.

Kan handle større ind

Oven på rekordregnskabet er det oplagte spørgsmål naturligvis, hvad overskuddet skal bruges til.

Og det kan ifølge formanden sagtens være endnu større spillerhandler.

- I stedet for at købe en spiller til 500.000 euro, som man kan sælge for 3 millioner euro, så skal vi overveje at købe en spiller til 2 millioner euro, som vi kan sælge for 7 millioner euro.

Formanden understreger, at FCM skal bevæges videre i den rigtige retning, så de kan komme til det næste niveau.

- Vi vil ikke ændre kurs overhovedet, vi har en klart defineret strategi, som vi måske kommer til at speede lidt op.

Et overskud på næsten 77 synes umiddelbart meget, men når man tænker på, at der har været solgt spillere for flere 100 millioner, kan man undre sig over, at overskuddet ikke er større.

Ifølge bestyrelsesformand Rasmus Ankersen skyldes det den forretningsmodel, FCM drives ud fra.

- FCM drives med udgangspunkt i et underskud før spillersalg og indtægter fra Europa- og Champions League, siger han.

- Det betyder, at der er en hul, der skal lukkes. Og det bliver det ved at kvalificere og til gruppespil eller øge kommercielle indtægter væsentligt. Eller ved store transfer profit, som vi har set i år.