FCM forlænger ikke med Andersson og Larsen

FC Midtjylland forlænger ikke Petter Andersson og Jim Larsens kontrakter til sommer. Nye talenter skal have chancen, fortæller Claus Steinlein.

140115ClausSteinlein.jpg

Hverken midtbanespilleren Petter Andersson eller forsvarsspiller Jim Larsen kan se frem til en fremtid hos FC Midtjylland. Det skriver BT lørdag. 

- Vi har meddelt dem, at vi ikke vil forlænge aftalerne, fortæller FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein til BT og roser i samme ombæring begge spillere for at have leveret gode præstationer i FC Midtjylland.

Både Jim Larsen og Petter Andersson har i denne sæson været ude med knæskader. For Petter Andersson vedkommende betyder det, at han ikke kommer tilbage på grønsværen på denne siden af sommerferien. 

Til avisen forklarer han, at klubben nu vil til at satse på nye, unge talenter fra klubbens eget talentakedemi. I vinter nåede klubbens ungdomshold ottendedelsfinalen i den europæiske Youth League. 

- Jeg forventer, at vi over de næste par sæsoner ser mellem fire og seks talenter spiller sig ind i vores førsteholdstrup. Dem skal der være plads til, og derfor vil der løbende komme udskiftninger i den nuværende trup, siger sportsdirektøren til BT.

Petter Andersson kom til FC Midtjylland i juni 2012. Jim Larsen i sommeren 2014.