FCM-fanklub tager afstand fra homofobisk sang

Formanden for Black Wolves mener ikke, at personerne bag sangen har noget at gøre med den officielle fantur til Parken.

Efter torsdagens kamp lød der igen homofobiske sange mod FCKs Viktor Fischer. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

FC Midtjyllands officielle fanklub Black Wolves tager kraftigt afstand fra den homofobiske sang, der lød fra en gruppe personer ude foran Parken efter torsdagens topopgør i superligaen mellem FC København og FC Midtjylland.

Det siger fanklubbens formand Claus Kejlstrup til TV MIDTVEST.

Læs også Midtjyske fans beskyldes for homofobiske sange

- Jeg har set videoen, og det er ikke kønt at se på. Vi tager naturligvis stor afstand fra alle former for racistiske og homofobiske tilråb, og så vidt jeg ved, har den pågældende gruppe intet at gøre med den officielle fantur, der var arrangeret af fanklubben.

- Jeg noterede mig, at alle mand opførte sig eksemplarisk på udebaneafsnittet i Parken under kampen. Desværre var der så nogen, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt efter kampen, og det ærgrer mig, siger Claus Kejlstrup.

Bøder til Brøndby og OB

Det er en video på Twitter, der dokumenterer, at en gruppe personer, der tilsyneladende venter på at komme med bussen hjem, synger en homofobisk sang rettet mod FCK-profilen Viktor Fischer. "Fischer han er gay, allez allez", lød det.

Ifølge dagbladet BT var der tale om FCM-fans.

Det var langt fra første gang, de ord blev sunget i forbindelse med en fodboldkamp. Viktor Fischer gjorde selv opmærksom på problemet efter en FCK-kamp mod OB, og siden har fans fra Brøndby også sunget sangen.

Fodboldens disciplinærinstans selv taget sagen op og tildelt både OB og Brøndby en bøde på 25.000 kroner.

Direktør i FC Midtjylland Claus Steinlein skriver i en sms til TV MIDTVEST, at han har noteret sig, at klubbens fans allerede har udtalt sig om sagen - og at han udtalte sig om problematikken inden torsdagens kamp. Derudover har han intet at tilføje, skriver han.