Toptræner: FCM er længder foran os

FCM-OB fredag aften er slet ikke et topopgør i Superligaen. FC Midtjylland er på et helt andet niveau og med en langt større økonomi end fynboerne. Det mener OB-træner Jakob Michelsen.

Jakob Michelsen er gæst i denne uges udgave af Fodboldfamilien. Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

OB er inde i en rigtig god stime og er kravlet op på Superligaens tredjeplads. Dermed er der lagt op til et topopgør i Herning fredag aften. Og alligevel ikke.

Læs også Mistede halvbror: Gik i chok da kæresten også fik kræft

- Det der med topopgør, det er medieskabt, og så skal der jo også sælges nogle billetter. Men sandheden er, at FC Midtjylland er længder foran os. De er i samme klasse som FC København og Brøndby, og så er der en hel masse andre hold, der slås om de andre placeringer. Den økonomi, man har fået skabt i det midtjyske er bare imponerende.

FC Midtjylland er ifølge OB’s cheftræner, Jakob Michelsen, en fantastisk fortælling.

- Det er en relativ ny klub, og det stod ikke bøjet i neon, at man skulle være en topklub, men det må man sige, de er. For hver uge, der går, bliver de mere og mere komplette. Man må bare beundre det, de har skabt, siger OB’s cheftræner til videopodcasten Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.

FCM er en mastodont

Fra hans stol i Odense ser han i dag FC Midtjylland som en af dansk fodbolds mest spændende klubber.

- Det er misundelsesværdigt, det man har præsteret i Herning. Og de er en kæmpe inspiration for os andre. Jeg synes, de er en mastodont i skandinavisk fodbold, og nu mangler de blot mesterstykket med at slå igennem i Europa.

Fredag aften er det derfor noget af en opgave, som OB står overfor på MCH Arena i Herning.

Læs også Efter fyring og retssag: Min krop havde brug for ro

- Det bliver ikke meget sværere. En tur i Parken eller på MCH Arena er den største udfordring, man kan få i dansk fodbold. Og lad være med at kalde det et topopgør. Der er ét topopgør i dansk fodbold lige nu. Det er, når FCK møder FC Midtjylland, understreger Jakob Michelsen.

Tilbage i august fik OB 1-1 mod FC Midtjylland via en sen udligning. Og det var et slags vendepunkt for fynboerne.

- Efter en meget, meget sløj sæsonstart var det startskuddet til en flot stime, hvor vi kun har tabt én gang i 16 kampe. Og det resultat betød noget for os. Vi har fået så meget vind i sejlene her på Fyn, at vi godt kan få et resultat i Herning, men på den lange bane kan vi ikke matche FC Midtjylland, fortæller Jakob Michelsen.

Se og hør videopodcasten Fodboldfamilien her med Jakob Michelsen. Her fortæller han også om en danmarksrekord, da han var Skive-træner, og hvordan han tacklede det, da offentligheden mente, at han var fyringstruet:

29:55 Luk video