FCM-direktør efter salg: - Behøver ikke kigge på bankkontoen

FC Midtjylland solgte onsdag angriberen Alexander Sørloth for et rekordstort beløb. Nu behøver de ikke længere kigge på bankkontoen for overtræk, siger klubbens kommercielle direktør.

FC Midtjylland hentede i sommeren 2017 Alexander Sørloth i hollandske FC Groningen.
FC Midtjylland hentede i sommeren 2017 Alexander Sørloth i hollandske FC Groningen.
Foto: Claus Fisker/Scanpix

Onsdag, vintertransfervinduets sidste dag, var en stor dag i FC Midtjyllands historie. Klubbens topscorer, Alexander Sørloth, blev solgt til Premier League-klubben Crystal Palace for et rekordstort beløb, som i blandt andet BT og Ekstra Bladet vurderes til at være omkring de 130-140 millioner kroner.

Hos FC Midtjylland vil man ikke ud med det præcise beløb, men man anerkender, at det er i den høje ende.

- Det er ubetinget det største i FC Midtjyllands historie, og det er nok også det største transferbeløb fra Superligaen nogensinde, siger Jacob Jørgensen, der er kommerciel direktør i FC Midtjylland.

I december udtalte Claus Steinlein, at klubben ikke ville foretage sig noget i transfervinduet, medmindre der skete noget ekstraordinært. Siden har klubben solgt spillere som, de forventer, indbringer langt over 200 millioner kroner, og hentet klubikonet Erik Sviatchenko hjem til heden.

Det må siges at være ekstraordinært, og det har da også pyntet på bankbogen.

- Det kommer i sidste ende til at give os en situation, hvor vi ikke behøver at kigge på, om bankkontoen er i overtræk. Det er klart, det har været en fantastisk vintertransfer for os, så det er på alle måder rigtig flot, siger Jacob Jørgensen.

Fornuftig forretningsmodel

Overtræk er ellers noget, man kender til i klubben. De senere år er klubben kommet ud med flere underskud, og det er selvom flere profiler er blevet solgt.

I 2016/2017 havde de et underskud på 14 millioner kroner, på trods af man blandt andet solgte Pione Sisto. Salget af Sørloth peger dog mod bedre tider.

- Nu har vi en situation, hvor man med godt købmandskab vurderet på Sørloth, køber ham for et mindre beløb i Groningen og sælger ham for et astronomisk beløb. Hvis man også tager udgangspunkt i, man har udviklet Rasmus Nissen og formår at sælge ham videre for et fornuftigt beløb til Ajax. Så har man fat i en forretningsmodel, som er fornuftig – også med udgangspunkt i, de vandt mesterskabet for ikke så længe siden og spiller med det i denne sæson, siger Kenneth Cortsen, der er sportsøkonom hos University College Nordjylland.  

Med godt købmandskab når klubben altså langt.

Ros til kolleger

Det er bare seks måneder siden, at den norske spydspids kom til FC Midtjylland, og efter en flot entré hos de forhenværende danske mestre, er Alexander Sørloth allerede ude af døren igen.

I klubben er man naturligvis stolte af det store salg, og der bliver kigget anerkendende til bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, sportschef Svend Graversen og administrerende direktør, Claus Steinlein, der har stået for salget.

- Der må man bare løfte på hatten og sige, det er edderbankeme gået stærkt. Det var dem, der hentede ham for seks måneder siden for tre millioner, og hvis det er det niveau, så behøver vi ikke tænke så meget på yderligere indtægter fremover, siger Jacob Jørgensen.  

Alexander Sørloth nåede at score 15 mål for FC Midtjylland.