FCM bliver stoppet på stregen i lokalopgør

FC Midtjylland var tættest på, men kunne ikke score i 0-0-opgøret mod Viborg på hjemmebane.

FC Midtjylland-Logo-gulv_0.jpg

En af de største rivaliseringer i dansk fodbold var mest tydelig uden for kridtstregerne, da FC Midtjylland og Viborg FF lørdag eftermiddag delte i en 0-0-kamp i Herning.

Der var kun gået fem minutter af kampen, da dommer Jakob Kehlet følte sig nødsaget til - via stadionspeakeren - at meddele, at hvis der blev fyret flere kanonslag af, så afbrød han kampen. Da havde der lydt to ordentlige brag nede fra den ende, hvor FC Midtjylland-fansene holder til. Bragene holdt derefter op. Uden for som på selve banen.

For den store rivalisering de to midtjyske klubber imellem kom aldrig til udtryk på det grønne lærred, hvor Viborg absolut intet ville og FC Midtjylland kunne for lidt. Viborg må dog sende en stor tak i retning af forsvarsspilleren Babajide Ogunbiyi, der to gange reddede et forsøg fra modstanderen på stregen. Første gang var det Danny Olsen, der blev afvist efter et svagt skud, mens angriberen Morten "Duncan" Rasmussen ti minutter før tid måtte se sit hovedstødsforsøg reddet på stregen. Hjemmeholdet havde bolden i størstedelen af tiden, men havde meget svært ved at komme frem til store chancer mod Viborg-træner Ove Christensens kompakte defensiv.

Faktisk kunne sejren lige så godt være gået til Viborg, da Superliga-topscorer Thomas Dalgaard efter en times spil pludselig kom helt fri foran mål, men sparkede i sidenettet.

Med det uafgjorte resultat er FC Midtjylland syv point foran nummer to, AaB, på andenpladsen, mens Viborg FF ligger på en delt fjerdeplads med AGF.

2:04
0-0 sådan endte gårsdagens kamp mellem FC Midtjylland og Viborg FF i Superligaen. En kamp hvor der var lagt op til et lokalbrag med store følelser Men som manglede den sidste vilje og skarphed fra begge hold

/ritzau/