FCM besejrer FCK i Parken og får vigtig sejr i guldkamp

FC Midtjylland gjorde sin del af arbejdet i guldkampen, da holdet ude vandt 2-0 over FC København.

FC Midtjylland jubler efter en 2-0 sejr over FC København. Foto: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland gjorde fredag aften sit til, at det danske mesterskab ender i Herning, da guldkandidaten vandt 2-0 ude over FC København i Alka Superligaens mesterskabsspil.

Læs også FCM-træner sætter sin lid til målrig stopper i guldkamp

Sejren var FCM's første i Telia Parken siden sommeren 2014, men den tredje i træk over FCK i indeværende sæson.
    
Stik mod spil og chancer fik ulvene alle tre point, og dermed lagde FCM stort pres på Brøndby, som skal i aktion senere fredag aften.
    
 Mens FCM holdt liv i guldhåbet, er situationen anderledes hos FCK, som er under maksimalt pres i kampen om tredjepladsen, hvor holdet mandag er tvunget til sejr i Farum mod FC Nordsjælland.

Her slutter FCM sæsonen af på hjemmebane, når holdet tager imod AC Horsens i en potentiel guldkamp.
    
Robin Olsen gjorde i fredagens kamp comeback i FCK-målet efter en skulderskade, og svenskeren rundede dermed sin kamp nummer 100 for FCK.

Læs også FCM-anfører: Presset er størst på Brøndby i guldkamp

Jubilaren fik dog ikke den bedste start på opgøret, da han var impliceret i et tilfældigt FCM-mål efter et kvarter.
    
En FCM-omstilling endte for fødderne af en helt fri Frank Onyeka, og da FCK-målmanden snublede, kunne offensivspilleren let sende udeholdet i front med sit fjerde sæsonmål.
    
Kort forinden havde FCK-tilhængerne med et banner udtrykt ønske om, at den dårlige sæson godt måtte fortsætte en kamp mere for ikke at hjælpe Brøndby på vej mod guldet.
    
Føringsmålet virkede derfor ikke til at gå FCK-fansene synderligt på. Tværtimod blev der skruet op for lydniveauet og sunget smædesange mod lokalrivalen.

Læs også FCM-træner sender stikpille: Vi kommer buldrende bagfra

FCK-spillerne var dog ikke tilfredse med kampens tilstand. Resten af første halvleg bød på et sandt chancehav fra hjemmeholdet, men både FCM-målmand Jesper Hansen og overliggeren stod flere gange i vejen for FCK-offensiven.
    
Hjemmeholdet fortsatte spilovertaget efter pausen, men det var udeholdet, som fordoblede føringen efter 66 minutters spil. Her løb Gustav Wikheim fra FCK-forsvaret og udplacerede sikkert Robin Olsen.
    
Det punkterede spændingen, og der blev ikke scoret yderligere.
    
Det sluttede derfor med en udesejr på 2-0, men det lukkede ikke munden på FCK-tilhængerne, der fortsatte med at sende stikpiller mod rivalen fra Vestegnen.
    
/ritzau/