FCM besejrer FCK efter vildt comeback

FC Midtjylland var nede 0-2 mod FCK, men formåede alligevel at hente alle tre point mandag aften.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland leverede et vildt comeback, da holdet mandag aften vendte 0-2 til 3-2 mod FC København i Alka Superligaen.

Med sejren på hjemmebane holder FCM trit med Brøndby i toppen af tabellen. De to hold er à point, mens FCK nu har seks point op til FC Nordsjælland på ligaens tredjeplads.

FCK spillede flot offensiv fodbold i første halvleg, men to dødbolde var nok til at bringe FCM tilbage i kampen. Til sidst kunne Artem Dovbyk med sit første mål for hjemmeholdet afgøre kampen.

Gæsterne indledte kampen bedst med gode offensive kombinationer og skulle kun bruge et lille kvarter på at bringe sig foran.

Pieros Sotiriou fandt med en flot tværbold Viktor Fischer, som serverede bolden for Federico Santander. Tæt under mål kunne angriberen let score kampens første mål. Det var i øvrigt femte kamp i træk, at Santander kom på måltavlen.

Voldsomt FCK-pres - men pludselig vendte det

FCK-mandskabet lagde hele første halvleg et voldsomt pres på FCM-spillerne, som havde svært ved at holde fast i bolden.

Både udeholdets Robert Skov og hjemmeholdets Bubacarr Sanneh testede træværket i første halvdel af kampen.

Fem minutter inde i anden halvleg bragte Viktor Fischer gæsterne på 2-0. I det lille felt kunne han let dreje et indlæg i mål.

Bedst som man troede, at hjemmeholdet var faldet i søvn, vågnede ulvene op til dåd. I løbet af et kvarter blev kampen vendt på hovedet på to dødbolde.

Først kunne Tim Sparv reducere til 1-2 efter et kiks af FCK-målmand Stephan Andersen, og ikke længe efter bragte Erik Sviatchenko balance i regnskabet, da han scorede efter et hjørnespark.

FCM fuldendte med ti minutter igen et vildt comeback, da Artem Dovbyk kanonerede bolden i kassen efter et kontraangreb.

FC København gæster i næste runde rivalerne Brøndby, mens FCM på udebane møder FC Nordsjælland.

/ritzau/