FCM: Bak ude i seks uger

Et delvist overrevet ledbånd i knæet betyder en kamppause på seks uger for FC Midtjylland-anfører Kristian Bach Bak.

Fredagens opgør mod FC København bød ikke blot på en 2-1-sejr over løverne fra hovedstaden, FC Midtjyllands anfører, Kristian Bach Bak, måtte undervejs bæres fra banen efter at være blevet torpederet af FCK-keeper Stephan Andersen i en situation, som gav midtjysk straffespark. Forinden havde FCM-kaptajnen headet ulvene foran 1-0.

Overrevet ledbånd i knæet

Mandag morgen blev Kristian Bach Bak så scannet, og resultatet viste et delvist overrevet ledbånd i knæet. Det betyder en kamppause på seks uger for anføreren. Selv er han dog lettet over dén udmelding.

- Selve meldingen kunne have været værre. Jeg er lettet over, at det ikke er korsbåndet, siger han til FC Midtjylland.

Misser to afgørende kampe

Selv om det ikke kostede korsbåndet, så betyder ledbåndsskaden et farvel til de to afgørende playoff-kampe mod Panathinaikos.

- Det er rigtig træls at misse de to kampe mod Panathinaikos. Det er nogle store oplevelser, der venter, og to vigtige kampe, som jeg gerne ville have været med i. Vi har mere end nogensinde tidligere en god chance for at lave et godt resultat med vores stærke trup og med det niveau, vi har vist. Vi står godt rustet til internationale kampe, mener anføreren.

Han ærgrer sig over ikke at kunne bidrage på banen, men er ikke nervøs for sine holdkammeraters indsats.

FC Midtjylland møder på udebane Panathinaikos på torsdag, mens der er returkamp torsdag den 28. august på MCH Arena.