FCM-Arena får nyt navn

Ikast-Brande Arena skifter navn til IBF Arena. Samtidig bliver betonvarefabrikken fra Ikast hovedsponsor i FCM Håndbold.

IBFarena2014.jpg

IBF bliver arena-sponsor i FC Midtjylland. Og derfor skal tilskuerne i det midt- og vestjyske nu vænne sig til et nyt arena-navn. For FCM Håndbolds stærke hjemmebane skifter nemlig navn fra Ikast-Brande Arena til IBF Arena.

Stolt håndbold-direktør

Den Ikast-baserede virksomhed har købt arena-navnet for de kommende tre år.

- De sportslige resultater og massive tv-dækning gør, at vi bliver godt markedsført. FCM Håndbold har formået at forene en økonomisk trimning med sportslig succes, og den præstation vil vi gerne sættes i forbindelse med og bakke op om, siger IBF's salgschef, Michael Pedersen.

- Vi er rigtig glade for, at en af områdets markante virksomheder på lokale hænder vælger at bakke op om os som ny arena- og hovedsponsor. Det betyder meget for os. Vi er ærlig talt mega stolte, siger direktør i FCM Håndbold, Torben Kølbæk.

Ikast-Brande Kommune har hidtil navngivet Arenaen, men vil fremover eksponere sig på spilletøjet samt målrettet på LED-bander.

Officiel åbning i september

- Der skal lyde både ros og tak til Ikast-Brande Kommune for at se muligheder. De afstår arena-navnet for fremover at markedsføre kommunen over for vore 3,9 millioner tv-seere ved at være synlige på LED-banderne samt spillernes tøj, fortæller håndbolddirektøren.

Grand Opening af IBF Arena bliver til FC Midtjyllands første hjemmekamp i håndboldligaen den 2. september mod Skive.