FCM-anfører: Værst tænkelige lodtrækning

FC Midtjylland skal op mod Brøndby i semifinalen i den danske pokalturnering. Det kunne ikke være værre, mener anfører, Jakob Poulsen

Jakob Poulsen kunne torsdag juble over at kvalificere sig til semfinalen med en sejr over Hobro. Anføreren jubler dog ikke over lodtræningen til semifinalen, hvor Brøndby venter på udebane.
Jakob Poulsen kunne torsdag juble over at kvalificere sig til semfinalen med en sejr over Hobro. Anføreren jubler dog ikke over lodtræningen til semifinalen, hvor Brøndby venter på udebane.
Foto: Ritzau Scanpix / Mads Claus Rasmussen

FC Midtjylland blev parret med Brøndby, da der blev trukket lod til semifinalerne i den danske pokalturnering i fodbold.

Men ikke nok med at man skal møde mesterskabsrivalerne, så er det endda også på udebane. 

- Det var vanvittigt dårligt trukket. Det var den værst tænkelige lodtrækning at få Brøndby - og så på udebane, siger Jakob Poulsen til Ekstra Bladet.

Alligevel tror anføreren på midtjydernes chancer.

- Men når det er sagt, så går jeg da ud fra, at vi var blevet nødt til at slå Brøndby for at vinde pokalen, og det er vel lige så sjovt at slå dem i Brøndby, som det er at slå dem i finalen i Parken, siger Jakob Poulsen.

Pokalsemifinalen skal spilles enten den 25. april eller 26. april på Brøndby Stadion.

I øjeblikket kæmper FC Midtjylland en hård kamp med Brøndby om det danske mesterskab. Med otte kampe tilbage har begge hold lige mange point og er reelt de eneste bejlere til mesterskabet.