FC Thy Piger vinder Danskernes Idrætspris

Det er et helt unikt samarbejde, der har sikret FC Thy Piger den prestigefulde pris.

Det er første gang Danskernes Idrætspris ryger til Jylland.
Det er første gang Danskernes Idrætspris ryger til Jylland.
Foto: FC Thy Piger

I Thy er naboklubberne ikke rivaler. De er nære samarbejdspartnere.

Og det er lige præcis det, der har været med til at sikre FC Thy Piger Danskernes Idrætspris ved DR’s store awardshow SPORT 2017 i Boxen i Herning.

- Inden finalen syntes vi, at vi allerede havde vundet med den store medieomtale, vi har fået. Det har været langt mere, end vi havde turdet håbe på, siger Heidi Gravesen, der er holdleder i FC Thy Piger.

- Og nu står vi med prisen. Det er jo helt vildt.

Bag initiativet står Nors BK, Thisted FC, Koldby/Hørdum IF, Frøstrup Hannæs IF og IF Nordthy. Klubberne samarbejder for at styrke den enkelte forenings arbejde med både bredde og elite.

- Vi er jo ikke i København, hvor man måske nok har lidt lettere ved at få folk med på skøre ideer. Her i Vestjylland er vores initiativ derfor lidt af en revolution, lyder det fra Heidi Gravesen.

- Et spændende initiativ
Og netop samarbejdet klubberne imellem er noget, der er blevet lagt vægt på, da vinderen af prisen skulle udpeges, fortæller DIF-formand Niels Nygaard.

- Samarbejdet i Thy er et meget spændende initiativ, fordi det viser, at der er en vej ud af de udfordringer som mange små foreninger oplever i disse år: Foreningerne i nabobyen skal ses som en samarbejdspartner og ikke en rival.

- Det kræver et opgør med mange års vanetænkning, men de fem klubber, der nu udgør FC Thy Piger, har vist, at det kan lade sig gøre. Det er et stærkt signal at sende til hele idrætsdanmark.

Med prisen følger der en check på 100.000 kroner.