FC Nordsjælland vinder hjemme 1-0 over Viborg

FC Nordsjælland vinder hjemme 1-0 over Viborg i næstsidste runde i Alka Superligaen.

vff-fcn.jpg

 

FC Nordsjælland vandt sin sidste hjemmekamp i sæsonen, da Joshua Johns mål var nok til 1-0 over Viborg.

Et ungt FC Nordsjælland-hold slog torsdag aften Viborg 1-0 hjemme i Farum i næstsidste runde af Alka Superligaen.

 

Den hollandske kantspiller Joshua John blev matchvinder efter 20 minutter, da han satte bolden ind fra tæt hold efter et indlæg af brasilianske Ramon Rodrigues og flot, hurtigt FCN-opspil.

 

Dermed overtager FC Nordsjælland ottendepladsen fra netop Viborg i tabellen, men ingen af de to mandskaber har for alvor noget på spil - hverken før eller efter dagens opgør, som af samme årsag savnede både nerve og intensitet.

 

Selve kampen var det meste af vejen en jævn omgang. FC Nordsjælland dominerede spillet og skabte flest chancer, mens gæsterne virkede lidt slappe og et stykke efter FCN i de fleste dueller.

 

Marcus Ingvartsen, Stanislav Lobotka og David Moberg Karlsson misbrugte store chancer for værterne, mens Jacob Egeris og Lukas Lerager kom tættest på for gæsterne i et jævnt opgør med beskedne 1754 tilskuere på lægterne.

 

Ud over målet kom det største jubelbrøl i slutningen af kampen, da Martin Vingaard blev skiftet ind for FC Nordsjælland til sin kamp nummer 100 for klubben. Det var samtidig Vingaards sidste kamp som FCN-spiller i Farum i denne omgang. Han forlader således klubben på en fri transfer denne sommer.

 

FC Nordsjælland afslutter sin sæson med et besøg hos FC Midtjylland søndag klokken 17.00. Viborg spiller samtidigt hjemme mod Hobro.

 

/ritzau/