FC Midtjyllands modstander i CL-kvalifikationen er fundet

​FC Astana fra Kasakhstan slog FK Sutjeska fra Montenegro og skal nu møde FC Midtjylland i kvalifikationen til årets Champions League.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

FC Midtjyllands vej til Europas fornemste klubturnering, Champions League, går gennem Kasakhstan.

Læs også FCM-legende skal være kvindetræner

I anden runde af kvalifikationen til Champions League skal det danske mesterhold nemlig møde FC Astana.

Det står klart, efter at holdet fra Kasakhstans hovedstad onsdag besejrede FK Sutjeska fra Montenegro 2-0 på udebane og efter to kampe gik videre med samlet 3-0.

Kampene mellem FC Midtjylland og Astana spilles 24./25. juli og 1. august.

Hvis FCM taber i anden runde, får holdet en ny chance og træder ind i kvalifikationen til Europa League.

Skulle FCM klare sig forbi Astana, skal midtjyderne i aktion i tredje runde. I tredje runde ligger kampene 7./8. august og 14. august.

Hvis FCM taber i tredje runde, får holdet også her en ny chance ved at træde ind i Europa League-kvalifikationen.

Læs også FCM brænder straffespark og spiller uafgjort mod AGF

Den sidste runde i Champions League-kvalifikationen spilles 21./22. august og 28./29. august.

Hvis FCM taber i denne runde, træder det danske mesterhold direkte ind i Europa League-gruppespillet.

FCM nåede gruppespillet i Europa League i sæsonen 2015/16, hvor midtjyderne endte med at gå videre fra gruppen og blev slået ud af Manchester United.

I den seneste sæson røg FCM ud til cypriotiske Apollon Limassol i sidste runde af Europa League-kvalifikationen.

/ritzau/