FC Midtjylland udlejer unge talenter til 1. division

De unge profiler bliver sendt ud på lejeophold som et led i en større strategi i FC Midtjylland.

Sebastian Buch Jensen, Victor Torp og Henry Uzohcokwu udlejes til FC Fredericia i 1. division.
Sebastian Buch Jensen, Victor Torp og Henry Uzohcokwu udlejes til FC Fredericia i 1. division.

FC Midtjylland udlejer tre unge profiler fra U19-mandskabet, der – ligesom førsteholdet – vandt det danske mesterskab i den forgangne sæson.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse tirsdag.

Det er spillerne Sebastian Buch Jensen, Victor Torp og Henry Uzohcokwu, der er tale om, og sammen skal de i den kommende sæson spille hos 1. divisionsklubben FC Fredericia, hvor Jonas Dal er cheftræner.

- Alle tre glæder sig til udfordringen og ser frem til samarbejdet med FC Fredericia og Jonas, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen ifølge pressemeddelelsen.

En del af en overordnet strategi

Udlejningen sker som et led i en overordnet strategi i FC Midtjylland, hvor talenter bliver lejet ud i stor stil med henblik på, at de udvikler sig på en måde, så de på sigt kan vende tilbage til det midtjyske og blive en del af Superligaholdet.

Blandt andet er den canadiske forsvarsspiller Manjrekar James allerede blevet udlejet til netop FC Fredericia, mens nyindkøbene Sammy Skytte og Søren Reese skal ud på et midlertidigt ophold hos AC Horsens.

- Vi ønsker at bringe så mange spillere som muligt i spil på så højt et plan som muligt, og i FC Fredericia får Sebastian, Victor og Uzo en god mulighed for at etablere sig på et stærkt 1. divisionshold, så de får et godt afsæt for at udvikle sige yderligere, lyder det fra Svend Gravesen.

Selvom de tre unge profiler får deres daglige gang i FC Fredericia, bliver de boende i det midtjyske for at bevare den tætte kontakt miljøet i Ikast.

6:00
Se eller gense guldfesten i Herning.