FC Midtjylland straffes ikke for tilhængeres homofobiske sang

En gruppe FC Midtjylland-fans sang homofobiske sange rettet mod FC Københavns Viktor Fischer torsdag aften. Klubben straffes ikke.

FC Københavns Viktor Fischer (til højre) under opgøret mod FC Midtjylland torsdag. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland undgår at blive straffet, efter nogle af klubbens fans torsdag aften sang homofobiske sange rettet mod FC København-spilleren Viktor Fischer efter de to klubbers indbyrdes opgør i Superligaen.

Vi mener ikke, vi har hjemmel til at sanktionere klubben

Jens Hjortskov, formand, Fodboldens Disciplinærinstans

Læs også Midtjyske fans beskyldes for homofobiske sange

Det fastslår formanden for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, til dagbladet BT.

- Vi mener ikke, vi har hjemmel til at sanktionere klubben i den her situation efter de regler, vi er underlagt. Vi har en fast praksis om, at vi ikke håndterer og sanktionerer sager, der foregår efter kampen uden for stadion, siger formanden.

De homofobiske sange blev optaget på video. Det kan ses og høres i tweetet herunder.

Fanformand tager afstand

Formanden for FC Midtjyllands officielle fanklub, Black Wolves, tager afstand fra de fans, der sang homofobiske sange.

- Jeg har set videoen, og det er ikke kønt at se på. Vi tager naturligvis stor afstand fra alle former for racistiske og homofobiske tilråb, og så vidt jeg ved, har den pågældende gruppe intet at gøre med den officielle fantur, der var arrangeret af fanklubben.

- Jeg noterede mig, at alle mand opførte sig eksemplarisk på udebaneafsnittet i Parken under kampen. Desværre var der så nogen, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt efter kampen, og det ærgrer mig, siger Claus Kejlstrup til TV MIDTVEST.

Læs også FCM-fanklub tager afstand fra homofobisk sang

Bøder til Brøndby og OB

Da de homofobiske sange mod FC København-spilleren ikke foregik på stadion, kan Fodboldens Disciplinærinstans ikke straffe FC Midtjylland – hverken økonomisk eller på anden vis.

På den måde forholder denne sag sig anderledes, end sagerne mod Brøndby og OB gjorde.

Her foregik homofobiske sange mod Viktor Fischer på selve stadion, og derfor tog Fodboldens Disciplinærinstans selv sagen op og straffede klubberne med bøder på 25.000 kroner.