FC Midtjylland sikkert videre i pokalen

Francis Dickoh åbnede ballet, da FC Midtjylland sendte pokaldræberne fra Næstved ud af DBU Pokalen.

De gjorde det onde ved FC Nordsjælland i forrige runde, men på en regnvåd Harboe Arena i Slagelse kunne 1. divisionsspillerne fra Næstved ikke gøre noget ved FC Midtjylland i tredje runde af DBU Pokalen.

Med en sejr på 3-0 er de danske mestre sikkert videre i DBU Pokalen og dermed med i bowlen, når der fredag trækkes lod til ottendedelsfinalerne. Det skriver fcm.dk.

Udover en sikker sejr og spilletid til nogle af de spillere, som ikke har fået minutter i benene i efteråret, så bød pokalkampen også på debut til den tidligere akademispiller Babajide David og australske Awer Mabil, der begge blev sendt på banen i anden halvleg.

Den mest rutinerede i en ung midtjysk startformation var Francis Dickoh, og den tidligere udlandsprof, som bar anførerbindet, satte ulvene i gang allerede efter otte minutter, da han på et forlænget hjørnespark kom flyvende gennem luften og sendte den i kassen.

Og i anden halvleg blafrede Næstved målets masker så igen, da Kristoffer Olsson blev spillet i dybden, og herfra viste den svenske tekniker fint overblik og lagde bolden tilbage til Mikkel Duelund, der fladt sendte bolden i nettet i det lange hjørne.

Det unge midtbanetalent så desværre ikke, da Paul Onuachu kørt før tid gjorde det til 3-0, efter at indskiftede Babajide David spillede ham helt blank. Duelund måtte nemlig forlade banen efter et sammenstød, men de første meldinger går på, at der blot var tale om et voldsomt slag over knæet.

FC Midtjylland-spillerne får ikke lang tid til at nyde sejren i, da de allerede skal i aktion i gang på søndag, hvor det gælder Randers FC på udebane i Alka Superligaen. Det opgør har kick-off klokken 16.00.