FC Midtjylland klar til titelforsvar efter travl uge

Torsdag sluttede sommerferien for FC Midtjylland-spillerne, da de mødte ind til første træning. Og mestrene havde flere nye ansigter på træningsbanen.

Spillerne var tilbage på træningsbanen efter sommerferien. Første turneringskamp er om præcis en måned.
Spillerne var tilbage på træningsbanen efter sommerferien. Første turneringskamp er om præcis en måned.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Mens sommerferien end ikke er begyndt for de fleste af os, så er ferien allerede overstået for superligamestrene fra FC Midtjylland. I dag havde holdet første træning forud for den nye sæson. Og det var med flere nye ansigter på træningsbanen efter en meget aktiv uge på transfermarkedet.

- Der har været okay aktivitet sagt på godt jysk. Der har været travlt, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen. 

FC Midtjylland præsenterede torsdag Ayo Simon Okusun som ny mand, men også Dominick Drexler og Mayron George er nye tilgange, ligesom også Erik Sviatchenko har fået vekslet sin lejeaftale til en permanent kontrakt. 

- Vi står rigtig stærkt. Vi har som klub handlet godt. Vi handler med rettidig omhu. Vi er ude at hente spillere i god tid, og det er det vigtigste; at vi mener noget med det her. Vi har fået pokalen, og den skal de andre godt nok kæmpe hårdt for at fravriste os, siger Jess Thorup.

Ro på resten af transfervinduet

Med den meste transferaktivitet overstået er det en optimistisk træner, der ser frem mod den nye sæson til dagens første træning. 

- Det er tilgange af spillere med høj kvalitet. Det vidner om, at vi ikke vil blive på det niveau, vi er på. Vi vil hele tiden forbedre os. Vi ser stærke ud, siger Thorup. 

Men sportschef Svend Graversen fortæller også, at FC Midtjyllands fans ikke skal forvente, at der sker lige så meget resten af sommeren.

- Det kan godt være, at vi udlejer en enkelt eller to spillere. Det kan også være, at der kommer et salg, og måske henter vi en enkelt mere. Det er svært at sige. Men den store aktivitet, den har været der, siger Graversen. 

FC Midtjylland starter titelforsvaret på hjemmebane den 14. juli, når AGF gæster MCH Arena.