FC Midtjylland holder liv i gulddrøm med sejr over AaB

Tre mål på hjemmebane over AaB gav mesterskabskandidaterne fra Midtjylland vigtige point i guldkampen.

Gustav Wikheim hilser på FC Midtjyllands fans efter ALKA Superliga kampen mellem FC Midtjylland og AaB, MCH Arena i Herning, søndag den 29. April 2018. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Søndag vandt FC Midtjylland med 3-0 over gæsterne fra AaB. Dermed stemplede midtjyderne igen ind i kampen om guldet i Alka Superligaen.
    
Efter FCM’s seneste to kampe med pointtab var guldaspiranten nemlig tvunget til at hente tre point i søndagens kamp.
    
Med sejren er der to point op til Brøndby før de blågules kamp mod FC Nordsjælland.
    
Mesterskabsbejlerne udnyttede holdets tekniske kvaliteter til at holde størstedelen af spillet langs jorden og havde kampen under kontrol fra start til slut. 

Læs også Målrig uafgjort sætter kæp i FC Midtjyllands guldhjul

AaB manglede store dele af sit sædvanlige forsvar, hvilket kom til syne i store dele af kampen. Især gennem små personlige fejl og manglende afstemning i den aalborgensiske defensiv.
    
FCM startede kampen aggressivt, hvilket hurtigt gav pote. Angriberen Boznidar Kraev snittede et indlæg videre til Jakob Poulsen allerede i tredje minut, og herfra gjorde anføreren det til 1-0 fra kanten af feltet.
    
I det 15. minut erobrede angriberen Frank Onyeka bolden fra AaB’s centrale midtbanespiller Robert Kakeeto. Bolden sendte han videre til angriberkollegaen Gustav Wikheim, der satte bolden ind.
    
AaB kom stærkere ud i anden halvleg og havde i det 50. minut en stor chance ved angribertalentet Wessam Abou Ali.
    
Det var FCM, der lukkede kampen til slut, da indskiftede Mikkel Duelund scorede på indlæg fra Gustav Wikheim.
    
Dermed blev det 3-0 i Herning.
    
FC Midtjylland har fire runder endnu til at hente ind på Brøndby, der fører Alka Superligaen.