FC Midtjylland fyrer guldtræner

Kenneth Jensen fortid i FCM trods to titler - spillerne ønskede forandringer, siger ledelsen.

170611_Kenneth_Jensen.jpg

Kenneth Jensen er færdig som træner for FC Midtjyllands danske mestre i håndbold.

Jensen fortæller til TV/MIDT-VEST, at han fik beskeden fredag formiddag. Han understreger, at han er dybt skuffet over fyresedlen.

- Jeg synes, at det har været helt ekstreme vilkår at skulle præstere under. Men jeg er stolt af, at det alligevel er lykkedes mig at skabe resultater og dermed tackle situationen utroligt professionelt, siger han.

Flere har fået tilbuddet

Det har i lang tid været kendt at FC Midtjylland har været på jagt efter en ny træner. Ryan Zinglersen og Jan Pytlick er begge blevet tilbudt jobbet. Ungdomslandstræner Heine Eriksen har også været sat i forbindelse med klubben.

Fyringen kommer paradoksalt nok efter den mest succesfulde sæson i den midtjyske håndboldklub i mange år. FC Midtjylland har under Kenneth Jensens ledelse i denne sæson både vundet det danske mesterskab og den europæiske EHF-cup.

Ledelsen: Uro på de indre linier

FC Midtjyllands koncerndirektør Søren Bach begrunder i en pressemeddelelse fyringen med uro på de indre linier og et "udbredt ønske om forandring fra spillertruppen".

- Vi er klar over, at handlingen er svær at forstå i kølvandet på både EHF- og DM-titel. Men beslutningen er truffet af den tidligere ledelse og undertegnede og sanktioneret af bestyrelsen i FCM Holding, skriver Søren Bach.

Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal afløse Kenneth Jensen. Den nuværende assistenttræner Helle Thomsen fortsætter i klubben.